Te-landmændenes historier

Te landmændenes historier

Ye Yi

Ye Yi voksede op i en fjerntliggende landsby højt oppe i bjergene. Hun var et intelligent barn og den eneste pige blandt sine jævnaldrende, der nåede ud over 3. klasse. For at gå i 4.-6. klasse måtte hun gå på en anden skole, som lå 8-10 timers gang fra hendes hjem. Hun måtte blive på skolen i løbet af ugen og kun vende hjem til fods i weekenderne. Hun var klog nok til at gå på universitetet, men der var ingen penge til det. Hun blev gift, da hun var 17 år. Det var et arrangeret ægteskab, og hendes mand var meget ældre end hende. Livet var hårdt i landsbyen, hvor den eneste kontante indkomst kom fra dyrkning af majs og sukkerrør. 

Da Mr. Xu (lederen af Xing Jian te-firma) først kom til hendes landsby for at fortælle landmændene om te-projektet, var de fleste landmænd meget imod det. De troede ikke, at det kunne hjælpe dem med at forbedre deres liv. Mr. Xu inviterede nogle landmænd fra området til at besøge te-plantagen i hans hjemby for at vise dem, at dyrkning af te kunne give dem en indkomst. Ye Yi var den eneste kvinde, der deltog i projektet på det tidspunkt. Hun ønskede virkelig at se ændringer i hendes landsby og Wa-folkets liv. Hun blev en stærk fortaler for te-projektet i sit område. De første 3 år var hårde, fordi de nye te træer skulle etableres, men i det 4. år blev alle begejstrede, da de kunne begynde at plukke te og få kontante indtægter ved at sælge tebladene.

Nu har deres liv ændret sig til det bedre. Før havde hun ikke råd til kød – kun grøntsager – og der var ingen penge til at give hendes børn en god start. Med indtægterne fra teen kan hun give sine børn bedre kost og bedre uddannelse. Hun er i stand til at købe husdyr, madolie og salt. Ye Yis drøm var at bygge et nyt hus til sig selv og hendes familie. Det traditionelle hus, hun havde, var lavet af bambus, og det er virkelig svært at holde det rent. Hun ville have et hus af sten med vinduer og døre, sagde hun med et smil.

Zha La 

Zha La er fra Lahu minoritetsfolket og er i begyndelsen af halvtredserne. Han er landsbyleder i Gebie, en landsby med 58 familier og mellem 200 og 300 mennesker. Zha La gik ud af grundskolen for mange år siden. Han kan kun tale lidt mandarin-kinesisk, så når vi taler med ham, hjælper en yngre mand med oversættelsen. Zha La har 2 sønner og en datter, som alle er gift. Han bor sammen med sin anden søn. 

Som landsbyleder har Zha La været vidne til den store transformation i Gebie efter implementeringen af te-projektet. For ti år siden var der stråtækte hytter i landsbyerne, men ikke nu. Før te-projektet startede, havde landsbyboerne ikke nok mad at spise. I 2003 begyndte Zha La at samarbejde med Xing Jian te-firma. I de første år, da de begyndte at plante tetræer, lo landsbyens medlemmer af dem. De fleste mennesker tænkte, “vi kan ikke spise te; te er ubrugelig”. På det tidspunkt forstod folk ikke, at de kunne sælge teen og få mere indkomst. Zha La plantede også sukkerrør, majs og ris til deres eget forbrug. Senere plantede han også kaffe. 

Lige nu er te og kaffe den vigtigste indtægtskilde for landsbyboerne. Siden starten af te-projektet er landsbyboernes indkomst mere end 10-doblet.  Efter at de begyndte at sælge te i 2005, har de været i stand til at sende deres børn i skole. I 2007 byggede Zha La et nyt hus med mursten, cementgulv og en gård. Det gamle bambushus bruges nu kun som køkken. Det nye hus er godt, men det har kun 3 værelser. Zha La planlægger at plante mere te og i fremtiden bygge et større hus. I løbet af 2003-2005 byggede Xing Jian te-firma en vej fra byen til landsbyen. Dette har gjort det meget mere bekvemt for familien og landsbyboerne at gå til byen og også for te-firmaet at transportere te. 

Lou Shi Wen

Lou Shi Wens familie var den eneste kristne familie i deres landsby. Hans familie var udstødt af de andre landmænd på grund af, at de var kristne. Hver gang noget dårligt skete i landsbyen, fik Lou Shi Wen og hans familie skylden. Da KFTU hjalp med støtte til at starte et te-andelsselskab i hans område, valgte han at deltage i projektet. Gennem projektet lærte han om økologi og forbedring af kvaliteten i te-produktionen. Han fik hjælp til at sætte en te-produktion i gang og snart var hans produktion den bedste i landsbyen. De andre landmænd begyndte at interessere sig for, hvad han gjorde, og snart begyndte de at mødes hos ham for at lære mere om, hvordan de kunne forbedre deres udbytte. Fra at være udstødt forvandlede situationen sig, så da de senere skulle udpege en ny landsbyleder, pegede mange på Lou Shi Wen som deres nye leder.