Børneprojekt for efterladte børn – 2020-nu
Én del af KFTU’s mission er at hjælpe børn og unge til at få en uddannelse. Projektet med at etablere et center for efterladte børn blev startet i 2020. Initiativtageren til projektet havde altid haft en drøm om at hjælpe børnene i hendes lokale område. Initiativtageren var med i andelsprojektet og gennem projektet lærte hun at lave en handlingsplan og et budget. Hun lærte også at skrive ansøgninger og at forstå kravene i en ansøgningsproces. De egenskaber brugte hun, da hun ansøgte om tilladelse til at etablere et center for børn fra familier, hvor forældrene er taget til de større byer for at arbejde og har efterladt børnene i lokalområdet.
Der var stort behov for at gøre noget for disse børn. Det der ofte sker er, at børnene enten bliver overladt til sig selv eller de bliver tilbage og bor hos bedsteforældrene. Da bedsteforældrene ofte ikke selv har en uddannelse og har travlt med at passe markerne i landsbyen, er der ikke meget støtte og hjælp til børnene. Det de gør i børnecentret er, at de hjælper med lektielæsning, giver børnene et måltid mad dagligt og frivillige fra lokalområdet hjælper med at give børnene opmærksomhed og omsorg.
KFTU støtter forskellige initiativer i forbindelse med børneprojektet:
- Tilskud til at børnene kan få et måltid mad dagligt
- Gaver i forbindelse med jul og kinesisk nytår
- Tilskud til forskellige anskaffelser, som er nødvendige for projektet
- Coaching af medarbejdere